
STC Videreuddannelse
Somatisk, Traume- og Compassionfunderet videreuddannelse STC
For psykoterapeuter og psykologer
Denne videreuddannelse er for dig, der arbejder som psykoterapeut eller psykolog og ønsker at fordybe din praksis med en compassionfokuseret, kropslig og traumebevidst tilgang.
Udbytte
Uddannelsen vil udvide din kapacitet til at arbejde med klienter i komplekse tilstande af f.eks. indre selvkritik, skam eller førsproglige traumer og erindringer – hvor netop den somatiske og compassionfunderede tilgang kan nå klienten i dybere lag end samtaleterapi alene.
Mindfulnessbaseret selvomsorg og compassiontræning er derfor en central del af uddannelsen. Du vil herigennem dels styrke din evne til at forblive nærværende uden at brænde ud, og dels skabe nye betingelser for vækst og blomstring i dit eget liv.
Hvad er særligt ved denne uddannelse?
Jeg har skabt denne uddannelse fordi jeg som underviser og supervisor møder en del veluddannede terapeuter, der oplever at de har lært om betydningen af et kropsligt fokus i terapi, og har lært om traumeforståelse, men som føler sig usikre på hvordan de reelt kan komme dybere i arbejdet med deres klienter, når “kroppen kalder” eller traumerne banker på. De spørger til min tilgang og til “hvor de kan tage den uddannelse jeg har”. Jeg har derfor skabt en videreuddannelse der fokuserer på alt det bedste jeg har lært og erfaret, som jeg nu ønsker at give videre.
Uddannelsen kombinerer:
Compassionforskning og mindfulnesspraksis
Somatisk og kropsligt fænomenologisk arbejde
Nervesystemet – regulering – fra ro og tryghed til leg og glæde
Kontakt og resonans i kroppen
Traumearbejde ud fra et somatisk og compassionfokuseret perspektiv
Egenpraksis – fordi din indre praksis er fundamentet for din kliniske praksis
Praktisk information
Målgruppe
Psykoterapeuter, psykologer og andre behandlere med terapeutisk erfaring, der ønsker at integrere en kropslig og compassionfokuseret tilgang med større traumebevidsthed i deres praksis.
Varighed
9 måneder · 7 moduler hver á 2 dage
Pris
32.000 kr. Mulighed for bruttolønsordning
Tid
Kl. 9.30–16.30, inkl. frokostpause. Servering: Snacks, kaffe og te.
Datoer 2027
8.+9. feb · 15.+16. mar · 19.+20. apr · 17.+18. maj · 21.+22. jun · 16.+17. aug · 23.+24. sep
Sted
Academy Copenhagen, Lyngby Hovedgade 41, 1. sal. 5 minutter fra Lyngby Station og gode parkeringsmuligheder tæt på.
Optagelse og tilmelding
Ønsker du at tilmelde dig videreuddannelsen, inviterer jeg dig til en kort samtale på ca. 30 minutter — online eller på telefon. Her får du mulighed for at stille spørgsmål, og jeg sikrer mig at uddannelsen er det rette match for dig. Skriv til: info@academycopenhagen.dk eller kontakt@gaia-awareness.com. Tilmeldingen er bindende. Faktura fremsendes efter samtalen.
Undervisningsmateriale
Kompendie udviklet specielt til denne uddannelse er inkluderet i prisen. Samt lydfil med guidede mindful selfcompassion-meditationer til inspiration.
Dokumentation
På sidste modul udleveres kursusbevis.
Hør nærmere
Opbygning
Uddannelsen har sin tyngde i kropsligt arbejde og opmærksomhedstræning: Vi bliver ikke dygtige terapeuter af at lære teori om traumer og kropssomatik alene. Derfor veksles der mellem forskellige former for træning af kropsopmærksomhed – med fokus på, at du udforsker din egen kropsfænomenologi som det vigtigste redskab til at kunne sanse og møde andre. Teori om traumer, somatik og selvomsorg/compassion bliver ikke kun forstået intellektuelt, men integreret som en levende praksis.
Modulernes temaer:
Kropsligt fænomenologisk tilgang og mindfulnesspraksis
Compassion som terapeutisk fundament – selvkritik, skam og selvomsorg
Nervesystem: regulering og samregulering – herunder leg, bevægelse og glæde
Neurobiologi og heling
Traumeorienteret arbejde
Terapeutens egen bæredygtige praksis
Integration, fordybelse og certificering
Hvem underviser?
Uddannelsen er udviklet og undervises af Charlotte Jönsson, som har mange års erfaring som terapeut, underviser og yogalærer. Foruden et solidt fagligt fundament:
Psykoterapeut MPF, SE-traumeterapeut (Peter Levine), Biologisk traumeterapeut (Ulla Rung Weeke) og DSMP-praktiker (Developmental Somatic Movement Psychotherapy / Ruella Frank). Oprindelig kunstner og yogalærer.
Forfatter til bogen SOS – Selvomsorg (Forlaget Aluna 2025).
Underviser på Academy CPH og på Nervesystemsbaseret Lederuddannelse.
Desuden vil der på to af modulerne inviteres gæsteundervisere ind til at undervise i kropsorienterede praksis.
Har du spørgsmål eller ønsker du at høre mere? Du er velkommen til at tage kontakt.