Selvomsorgscirkel – at gro i et fællesskab
Udviklingsforløb for dig, der ønsker personlig vækst samt støtte til at udvikle din egen praksis for selvomsorg/self-compassion
At opbygge en praksis for selvomsorg er compassion-træning og meget mere end at tage et karbad eller købe en ny bluse. Det handler om at være sammen med sig selv på en venlig og omsorgsfuld måde. I handling, men også i måden du taler til dig selv på, når du fejler eller føler dig utilstrækkelig.
Når vi praktiserer SOS, opbygger vi et psykisk og biologisk fundament for indre stabilitet og lederskab. Selvomsorg støtter fleksibiliteten i dit nervesystem, der – når det er næret – har langt større kapacitet til at regulere stress og tåle konflikter.
I denne cirkel får du hjælp til at udvikle din evne til selvomsorg i et næringsgivende rum. Du får klarhed over dybereliggende årsager til, at det kan være svært at behandle dig selv lige så opmærksomt og kærligt, som du behandler andre. Du vil blive mødt som den, du er, og få mulighed for at spejle dig i andre og få øje på dig selv gennem egne såvel som andres kærlige øjne.
Jeg har sammensat et forløb på baggrund af viden og metoder fra min traume-/psykoterapeutiske erfaring, min yoga-baggrund samt øvrige udviklingsvej. Øvelser og viden om neuropsykologien bag ændring af vaner inddrages. Hvert cirkelmøde vil give dig et nyt fokus, som du kan tage med dig og arbejde videre med imellem gruppegangene.
Hvert gruppemøde vil indeholde:
Træning i, hvordan fokus på tempo og åndedræt kan hjælpe dig til større indre såvel som ydre balance
Oplæg med gennemgang af dagens tema. Vi arbejder os igennem kroppen via chakraerne og finder herigennem ind til de dybe tidlige følelser, der kan blokere for omsorgen for os selv. Startende med forladthedsfølelsen
Inspiration til din daglige praksis for selvomsorg
Integration
Undervejs: Pause med te, frugt og nødder
