Reportage · Folkehaven · 2026
Gæster i huset
Selvomsorg er en modstandshandling, siger psykoterapeut Charlotte Bang Jönsson, der arbejder under navnet Gaia Awareness. Hun kalder det en omsorgsrevolution – og den begynder med to hænder i skødet.
Af Diana Amika · Mellemfolkeligt Samvirke
Markbuketterne flagrer blidt i Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler på Nørrebro. Kronelys, lilla lupiner og grønne planter fylder rummet, mens et ur tikker som en metronom. Efter gårsdagens udskejelser er det her både det, jeg higer efter allermindst – og allermest.
Det er en søndag formiddag, og 15 mennesker er mødt op til en workshop om selvomsorg. Nogle har medbragte notesbøger. Andre sidder og varmer sig med en kop kaffe eller te. En enkelt har taget strikketøjet med. Folk sætter sig til rette: korslagte arme, krydsede ben, en enkelt i skrædderstilling, andre med fodsålerne plantet fladt mod gulvet. Et par stykker trækker et tæppe op om sig.
Der breder sig en lun, lidt fugtig varme i rummet, som når for mange mennesker trækker vejret i det samme lokale. Den gør mig døsig og mærkeligt tilpas. Vinduerne står på vid gab, og bylarmen udenfor bliver til en fjern, jævn summen.
Workshoppen hedder SOS Selvomsorg. Jeg tænker på, hvad der mon har bragt de andre herhen. Og om jeg egentlig bare har meldt mig til en workshop i at holde pause i stedet for bare at holde en.
Det første, Charlotte Bang Jönsson beder os om, er at lægge den ene hånd i den anden.
»Mærk, at du både er den, der holder«, siger hun. »Og den, der lader sig holde«.
Nogen smiler lidt skævt. En enkelt kigger ned i hænderne, som om de tilhører en fremmed.
Charlotte Bang Jönsson er psykoterapeut, forfatter til SOS Selvomsorg og underviser, og hun arbejder med selvomsorg og self-compassion under navnet Gaia Awareness. Hun taler roligt og præcist. Ikke som én, der belærer, men som én, der minder én om noget, man havde glemt at give sig tid til.
Hun fortæller, at vi som mennesker har en medfødt evne til at vise omsorg for andre. At vi som pattedyr er afhængige af hinanden for at overleve. At det er derfor små børn og dyreunger har store, nuttede øjne – de er biologisk designet til at vække omsorg i os.
Men den samme omsorg har vi langt sværere ved at rette mod os selv.
»Vi har lært at ignorere os selv«, siger hun. »Eller bedømme. Eller distrahere os væk«.
Ingen siger noget. Det er den slags tavshed, der betyder: ja.
Måden, vi reagerer på, når noget gør ondt, har vi lært langt tilbage, forklarer hun. Som oftest møder vi os selv, som vores omsorgspersoner mødte os, da vi var små.
»Du har måske fået at vide, at du var for sensitiv«, siger hun. »Eller at andre havde det meget værre«.
Vi lærte at komme væk fra det ubehagelige – at snakke hen over det, der gør ondt. Og det er netop dét, der står i vejen, når vi samtidig længes efter en dybere forbindelse til os selv.
Selvomsorg, forklarer Charlotte, hviler på tre ting: selvvenlighed, fælles medmenneskelighed og mindfulness.
Fælles medmenneskelighed handler om at opdage, at man ikke er alene. Når noget gør ondt, føles det ofte, som om alle andre har knækket koden, mens man selv er den eneste, der ikke kan finde ud af det. Men det svære er ikke et personligt nederlag. Det er en del af det at være menneske.
Og mindfulness er ikke nødvendigvis noget, man gør på en yogamåtte om morgenen.
»Mindfulness er noget, man kan gøre overalt«, siger hun.
Vi laver en øvelse, hvor vi skal tænke på noget svært. Ikke nødvendigvis noget stort. Bare noget, vi bærer rundt på. Charlotte lægger en hånd på sit bryst.
»Sig til dig selv: Det her er svært. Det er okay, at det er svært. Jeg er lige her«.
Det lyder enkelt. Det er det ikke.
En kvinde til venstre for mig trækker vejret lidt dybere end normalt. Min egen vejrtrækning følger efter, helt af sig selv.
Senere vender vi os mod hinanden to og to. En af deltagerne – en fra omsorgsfaget – siger noget, der bliver hængende:
»Jeg behandler andres følelser som gæster i mit eget hus. De må gerne komme uanmeldt. Men de skal gå igen«.
Huset er kroppen. Gæsterne er de følelser, man tager med hjem fra andre – en andens angst, en vens sorg, den diffuse uro, der smitter. Følelser, man godt må åbne døren for, uden at lade dem flytte ind.
Vores hjerner er stadig indstillet på fare, forklarer Charlotte, som om vi stadig levede på savannen. Vi husker det, der gik galt, langt bedre end det, der gik godt. Der skal ske fire til syv gange så mange positive ting, før de vejer det samme som én dårlig oplevelse.
»Og for at noget rart overhovedet begynder at sætte sig«, siger hun, »skal du blive der i 15 til 30 sekunder«.
Hun beder os vælge noget i rummet, vi synes er smukt. En detalje. Og så blive der.
Tidligere på workshoppen havde Charlotte fortalt, hvordan hun dagen før var blevet lykkelig over at køre forbi en mark med lilla lupiner.
Jeg kommer til at tænke på det, mens lyset rammer blomsterne fra siden.
På et tidspunkt kalder Charlotte det for den indre aktivisme.
»Det er også en form for modstand«, siger hun.
Ikke mod verden, men mod alt det præsterende og konstant tilgængelige – den evige søgen efter andres kærlighed og anerkendelse.
En kvinde længere henne rækker hånden op. Hvordan holder man fast i det, spørger hun, når man er på arbejde? Når nogen har brug for én, forventer noget, og man står med ansvaret?
»Det vigtigste er at have et fundament«, siger Charlotte.
»At du ved, at du har din egen ryg. At du har sat stikket i, inden du går ud i verden«.
Og når man glemmer det – og det gør man, siger hun, det gør alle – handler det ikke om at kritisere sig selv. Men om at finde vejen tilbage. Som man ville hjælpe en god ven.
Til sidst beder Charlotte os skrive et brev. Ikke til os selv direkte – men til en ven, som vi forestiller os sidder over for os med præcis det, vi selv bærer rundt på.
Jeg ser mig omkring. Der er næsten helt stille i rummet. Kun kuglepenne, der skratter mod papiret.
Bagefter går folk ud i det bløde sommerlys. Nogle tager tæpperne af skuldrene, andre finder cykelhjelmen frem. Markbuketterne står stadig på bordene, og lupinerne er lige så lilla som før. Da jeg cykler hjem gennem Nørrebro, er jeg stadig træt. Stadig lidt tung. Og selvom jeg ikke altid er god til at give mig hen til den slags øvelser, tager jeg mig selv i at række ud efter brevet igen, næsten uden at tænke over det.