Portræt · Gaia Awareness · 2026
Det, man ikke kan læse sig til
Charlotte Bang Jönsson arbejdede i mange år som billedkunstner, inden interessen for menneskets krop og sind førte hende til yoga, psykoterapi og traumebehandling. Men noget af det vigtigste, hun har lært om selvomsorg, stod ikke i nogen lærebog. Det fandt hun i arbejdet med sig selv.
Af Diana Amika
Hun var 12 år, da hendes far døde. Det skete pludseligt, midt i en sommerferie.
»Det havde jeg aldrig rigtig talt med nogen om«, fortæller Charlotte Bang Jönsson.
I hendes familie talte man ikke meget om følelser. Tingene skulle fungere.
»Man skulle være praktisk. Det skulle være velfungerende, og det skulle se pænt ud udadtil. Men hvordan man havde det, og hvad man havde med i bagagen, var der ikke så meget plads til.«
I begyndelsen af tyverne mærkede hun, at noget ikke var, som det skulle være. Hun var ikke glad og savnede retning og mening med livet.
»Jeg opdagede, at jeg havde nogle sår på sjælen«, fortæller hun. »Som jeg havde det indeni, havde jeg ikke så meget mod på det liv, der lå foran mig.«
Det fik hende til at opsøge en psykolog for første gang.
»Der fandt jeg hurtigt ud af, at det virkelig kunne noget, det her med at tale med andre mennesker om, hvordan man har det.«
At tale arabisk uden at have lært det
I mange år var kunsten hendes felt. Hun arbejdede som billedkunstner, fik børn og blev gift. Men samtidig voksede hendes nysgerrighed på, hvad det vil sige at være menneske. Hun begyndte på en yogalæreruddannelse, og inden hun var færdig, var hun også begyndt at læse til psykoterapeut.
»Der fandt jeg en retning og en vej, som gav rigtig stor mening for mig.«
Bag interessen lå hendes egen ubearbejdede sorg. Og et behov for at finde et sprog for de følelser, hun aldrig havde lært at sætte ord på.
»At give udtryk for følelser og overhovedet kunne mærke mine følelser var ligesom at skulle tale arabisk uden at have lært det«, siger hun. »Jeg var i virkeligheden i en tilstand af det, man kalder frys. Jeg fungerede på overfladen, men indeni var jeg lukket. Frakoblet.«
Yogaen blev hendes indgang til at mærke sig selv. Langsomt fik hun »smeltet kroppen«, som hun siger, og kom i kontakt med både sit traume og sine følelser.
De næste ti år videreuddannede hun sig og begyndte at undervise. Hun blev optaget af at forene det kropslige perspektiv og yogafilosofien med det psykoterapeutiske. Det spor har hun fulgt lige siden.
Viden er ikke det samme som praksis
Alligevel var der noget, hun ikke kunne læse sig til.
Hun var uddannet terapeut og traumeterapeut, men havde svært ved at omsætte sin viden til omsorg for sig selv.
I mange år havde hun lyst til at bade om morgenen. Hun boede i gåafstand fra havet, men andre ting kom hele tiden først.
»Mine børn, min familie, min mand, praktiske ting eller arbejdsmæssige ting. Den længsel, der ikke blev mødt, boede i mig som en grundlæggende utilfredsstillethed.«
Hun genkender også et mønster fra sin egen opvækst.
»Især det her med at være kvinde. At man hele tiden skulle være opmærksom på og sørge for andre, og få tingene til at fungere. Det var svært for mig at slappe af og føle mig tilfreds og i ro i mit eget selskab.«
En mentor satte hende på sporet af selvomsorg. Det var »nærmest en åbenbaring«: at møde sig selv i sine behov og nære sig selv »i de helt små nuancer«.
At give omsorgen videre
Hun arbejdede med selvomsorg i nogle år, før hun opdagede, at det også havde sneget sig ind i hendes arbejde med andre.
»Jeg kunne sidde meget mere roligt i mig selv. Og jeg begyndte at kunne mærke fysisk i min krop, når andre havde den her meget hårde tone over for sig selv. Den indre kritiske stemme, som jeg selv havde haft i mange år.«
Forandringen blev også bemærket af hendes klienter og studerende. De kunne ikke helt sætte ord på, hvad der var anderledes, men fremhævede ofte den omsorg, hun mødte dem med.
Selvom hun ikke længere malede, havde hun stadig brug for at udtrykke sig kreativt. Hun begyndte at skrive bogen SOS Selvomsorg. I samme periode tog de første selvomsorgscirkler form.
»Jeg opdagede, at der sker noget, når vi kan udveksle det her i en gruppe. Når vi kan støtte hinanden i at lære noget af det, vi skulle have lært så tidligt. Vi er ligesom små børn, der skal tages lidt i hånden.«
I dag arbejder Charlotte Bang Jönsson som psykoterapeut og Somatic Experiencing-traumeterapeut. Hun underviser på Academy Copenhagen og holder selvomsorgscirkler under navnet Gaia Awareness. Fra februar 2027 står hun desuden bag sin egen videreuddannelse, STC, hvor hun forener det somatiske, det traumefunderede og det compassionfokuserede.
Hun er gift med Morten og har tre voksne børn og to golden retrievere.
Og så bader hun i havet hver morgen. Hele året.
Hvad ville hun så sige til sig selv for 20 år siden?